Bioteknologien blev aldrig det danske eldorado, som både iværksættere, politikere og investorer havde håbet på.
Det skriver Ingeniøren, der har kortlagt 84 biotekvirksomheder med fødselsattester fra perioden 2000 til 2005.
37 af virksomhederne er i dag lukket og har ingen aktiviteter tilbage. Og de resterende tabte sidste år samlet set 647 millioner kroner.
Blot 11 af virksomhederne kunne sidste år præstere et overskud på over en million kroner.
Selskaberne har tilsammen skabt 1.534 arbejdspladser. Og det fortjener ikke betegnelsen 'industrieventyr'. Det erkender Peter Nordkild, der er bestyrelsesmedlem i brancheforeningen Dansk Biotek.
"Vi er stolte af de arbejdspladser, der er skabt, men det er langt under det antal, vi havde håbet på," siger Peter Nordkild til Ingeniøren.
Alle er blevet klogere på bioteknologiens muligheder i Danmark, fortæller han.
"Den danske bioteksektor stod rigtigt, rigtigt godt rustet i år 2000. Men mange af de selskaber og projekter, som skulle holdes i live med langsigtet støtte fra investorerne, har man simpelthen trukket stikket ud på," siger Peter Nordkild til Ingeniøren.
Han sammenligner med dotcom- eller it-boblen, som brast i sidste halvdel af 1990'erne.
"Iværksætterne ville skabe rigtige selskaber med masser af folk. Men opfindelserne og udviklingstiden stod ikke altid mål med håbene, og på den måde blev der brændt mange penge af. Det har vi lært af på den hårde måde," siger han.
Poul Houmann Andersen, der er professor i strategisk forretningsudvikling på Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet, er ikke overrasket over Ingeniørens kortlægning.
"Branchen er langt fra den størrelsesorden, som nogen troede, da vi talte om en pendant til Silicon Valley. Ikke mange af de løfter, som biotekiværksætterne kom med i starten af 1990'erne, er blevet indfriet," siger han til Ingeniøren.