Der har været rift om at få fat i billetter til det internationale melodi grand prix i B&W Hallerne på Refshaleøen i København.
Efter et kvarters tid har arrangørerne fredag formiddag meldt komplet udsolgt til finalen i Eurovision Song Contest, der finder sted lørdag 10. maj.
Det oplyser dr.dk i en pressemeddelelse.
Hvor der ikke er flere billetter at hente til den live-broadcastede finale, har de interesserede stadig mulighed for at opleve international grand prix-stemning i B&W Hallerne.
Der er nemlig fortsat mulighed for at købe billetter til både semifinaler, juryshows og familieshows, oplyser dr.dk.
Juryshows afholdes aftenen før henholdsvis finalen og semifinalerne.
Det er ud fra disse shows, at fagjuryer i de europæiske lande afgiver deres stemmer, som tæller 50 procent af det endelige resultat.
De såkaldte familieshows er de sidste generalprøver lige inden tv-udsendelsen. De afholdes om eftermiddagen på de dage, hvor der er semifinale eller finale, og kan være oplagte for familier med små børn.
Ifølge dr.dk er Eurovision Song Contest verdens største musikkonkurrence og samtidig Danmarkshistoriens største tv-produktion.
/ritzau/