Folk, der køber en brugt bil, skal have besked om bilens reelle alder. Hvis bilsælgeren altså kender eller burde kende året for bilens produktion.
Det slår Højesteret fast onsdag i to sager, hvor en Honda og en BMW er solgt med oplysninger om året for indregistrering og ikke året, hvor bilen er produceret.
Det er dog stadig tilladt for sælgeren at skrive året for indregistrering i salgsannoncer, hvis bilen er produceret året før.
Er der to år eller flere mellem produktion og indregistrering, så skal produktionsåret oplyses, fremgår det af dommen, som går mod vurderingen i både Vestre og Østre Landsret.
I sagen om salg af en Honda skrev bilsælgeren "model år 2000", selvom bilen var fra 1998 og manglede flere opgraderinger i forhold til den oplyste model.
Køberen af bilen fik i retten et nedslag i prisen på 10.000 kroner, selvom dommerne ikke mente, at sælger havde gjort noget forkert i forhold til oplysningspligten.
Sælgeren vidste nemlig ikke, hvornår Hondaen var produceret. Og han burde heller ikke vide det, vurderer retten.
Det samme gælder for salg af BMW'en, hvor køberen dog har fået nedslag på 15.000 kroner.
De er bilejernes interesseorganisation, FDM, der pressede på for at få en afklaring. Det har nemlig været almindelig kutyme at gå ud fra tidspunktet for bilens første indregistrering.
Derimod mener FDM, at det er mere rimeligt at fortælle om bilens produktionsår.
I FDM har juridisk chef Per Alkestrup tidligere udtalt, at problemet med de hengemte biler er voksende på grund af den økonomiske krise. Bilfabrikkerne har produceret løs, selv om antallet af købere er faldet.
Derfor ender en del mennesker med at sætte sig bag rattet i biler, som faktisk er ældre, end køberne tror.
/ritzau/