Joe Biden, den amerikanske præsident, vil bruge 6000 milliarder dollar på at "gentænke" den amerikanske økonomi og afværge konkurrence fra Kina.
Det meddeler han fredag i et bud på landets kommende budget, skriver AFP.
- Vi må gribe chancen for at gentænke og genopbygge den amerikanske økonomi, siger han.
Biden vil skaffe pengene ved at sløjfe en lempelse på selskabsskat, som Republikanerne fik stemt igennem under præsident Donald Trump. Derudover foreslår han at gå efter smuthuller i skattesystemet, som benyttes af store selskaber og de ekstremt rige.
Præsidenten aflægger hvert år forslag til budgettet, men det kræver endelig godkendelse af Kongressen for at blive gennemført.
Budgettet har blandt andet fået kritik af kongresmedlem Kevin McCarthy, der er formand for republikanerne i Repræsentanternes Hus. Han kalder det "det mest uforsvarlige og uansvarlige budget i min livstid".
Budgetforslaget vil give USA et rekordhøjt underskud.
Præsidenten foreslår, at en stor del af pengene skal bruges på infrastruktur, uddannelse og at få den amerikanske middelklasse til at vokse, mens "USA positionerer sig til at udkonkurrere vores rivaler".
Mitch McConnell, den republikanske senatsleder, kritiserer også forslaget og henviser i stedet til deres egne budgetplaner.
- Præsident Bidens forslag ville få de amerikanske familier til at drukne i gæld, underskud og inflation, siger Mitch McConnell ifølge AFP.
Joe Bidens forslag har også mødt modstand fra nogle af de personer, der ellers støtter ham. De mener, at økonomien fortsat er ved at komme sig fra coronapandemien, og derfor er der risiko for inflation.
Den nuværende kongres har kun en lille overvægt af Demokrater, og dermed kan det blive svært for Joe Biden at få forslaget igennem.
/ritzau/