To fængselsbetjente fra Aalborg Arrest mister deres job og skal begge fire måneder i fængsel, skriver nordjyske.dk.
Vestre Landsret stadfæstede onsdag byrettens dom og fandt dermed de to betjente skyldige i at have begået vold mod en mand, der var varetægtsfængslet i Aalborg Arrest i juli sidste år.
Betjentene på henholdsvis 38 og 39 år er dømt for om morgenen søndag 31. juli 2011 at have slået fangen flere gange i ansigtet og på kroppen, så han blødte.
Det skete, mens fangen lå på maven iført håndjern.
De to blev blandt andet dømt på vidneudsagn fra to kolleger, der i retten fortalte om volden.
- Det er altid kedeligt med sådanne sager, som sætter hele vores troværdighed på spil, siger Kim Østerbye, der er formand for Fængselsforbundet, til nordjyske.dk.
- Men samtidig er jeg meget glad for, at kolleger vælger at sige fra over for ulovligheder, så retssystemet kan håndtere det. Og det er selvfølgelig helt uacceptabelt at slå på fanger, siger formanden for fængselsbetjentenes fagforening til nordjyske.dk.