En cykeltyv taget på fersk gerning af en betjent uden for arbejdstiden gik søndag til modangreb og sårede betjenten, oplyser Københavns Politi.
- En ansat hos politiet, der ikke er i uniform, ser en cykeltyv i aktion. Det påtaler han, og der bliver lidt håndgemæng mellem betjenten og en 17-årig dreng, siger den centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov til Ritzau.
- Den 17-årige dreng trækker en kniv og rammer ham i armen og formentlig to andre steder på kroppen. Skrammerne er dog overfladiske, og den ansatte er uden for livsfare, fortsætter han.
Overfaldet skete ved Krusågade 1 på Vesterbro i det indre København.
Den 17-årige sidder nu til afhøring på Station City, hvor han bliver sigtet for røveri.
/ritzau/