En 38-årig betjent er blevet suspenderet fra Østjyllands Politi, fordi han har aflyttet sin tidligere kæreste. Politimanden har også fået en bøde på 10.000 kroner for aflytningen, der stod på i månedsvis.
I fredags besluttede Rigspolitiet at gå skridtet videre og suspendere manden indtil videre, oplyser polititalsmand Carsten Andersen til DR Østjylland.
Aflytningen stod på gennem otte måneder mod den 34-årige ekskæreste, som bor i Randers.
I Rigspolitiets HR-afdeling oplyser vicepolitikommissær Steffen Gorm Hansen, at man generelt kun suspenderer betjente, hvis der er formodning om, at man vil afskedige dem.
Der er mellem otte og 10 suspensioner om året i dansk politi, og under suspensionen bliver en tredjedel af lønnen tilbageholdt, lyder det.
I sagen om den 38-årige betjent fra Østjyllands Politi har offeret, Iben Hejring Jensen fra Randers, forsøgt at få politiet til at give ham et tilhold, men det er blevet afvist.
- Han skal slippe mit liv nu. Jeg har ikke mere med den mand at gøre, og han skal heller ikke have mere med mig at gøre, siger hun ifølge DR Østjylland.
Politiet mener ikke, at betjenten har forsøgt at komme i kontakt med hende, og derfor er der ikke grund til at give ham et tilhold, men Iben Hejring Jensen er ikke enig.
Hun peger på, at han på Facebook har spurgt en af hendes tidligere kolleger om hendes nye kæreste, og det vil hun have bremset.
- Når jeg får at vide fra min kollega, at han spørger hende om, hvem min nye partner er, og hvad han laver, så vil jeg mene, at det er en form for kontakt, siger hun.
Den slags kontakt mener hun, at politiet kunne forhindre ved at give ham et tilhold, men det er blevet afvist af politiet i Nordjylland, der har behandlet sagen.
Begrundelsen er, at der ikke har været nogen direkte kontakt mellem Iben Hejring Jensen og den 38-årige mand siden sidste sommer, og at han i øvrigt har forklaret politiets sagsbehandler, at han overhovedet ikke ønsker at have kontakt med hende.