Der er ikke noget så sjovt som at være på international filmfestival – hvis man altså har adgang til et fjernsyn.

For det er dér, det sker.

Modsat midt i festivalpladsens forvirring, så byder de tyske tv-kanaler konstant på superstjerner i glamourøse galla-rober, der badet i blitzlys lader sig fetere langt op ad den røde løber.

Jeg skynder mig således gerne ned til Berlinale-paladset for at få bekræftet, at det ikke bare er en film, de sender derinde i fjernsynet, men det er på sær vis altid overstået, når jeg når frem.

Søndag var der så en ’once in a lifetime’-chance for at møde et helt ensemble af kendisser på noget, der hedder Den Grønne Salon. Et særligt sted, hvor stjerner som David Bowie og U2 har indspillet plader.

Altså, længe før stedet blev til en fornem café, hvor danske skuespillere som Jens Jørn Spottag og årets ’Shooting Star’, Stine Fischer Christensen, syntes det kunne være sjovt at møde op for at snakke med den danske presse.

Instruktør Søren Kragh-Jacobsen var også til stede, fordi hans nye thriller, ’Det som ingen ved’, er med i festivalens program.

Bruce Willis iført fem blå huer

Min personlige ’har du heller ikke set en ægte stjerne?’-rundspørge blandt de danske filmmagere var en nedslående omgang. Søren Kragh-Jacobsen havde for eksempel engang boet på samme hotel som Bruce Willis, og allernådigst fået lov (sammen med sin søn) at se til, når actionstjernen ville ankomme ad en bagindgang.

»Ud af bilen stiger fem mænd med jakkesæt og blå tophuer, der alle går hver sin vej. Altså, fire body-doubles, hvorfor vi aldrig fandt ud af, hvem Bruce Willis var. Eller om han var der,« fortæller instruktøren.

Nå, det er sådan, de gør. Er du så overhovedet den ægte Søren-Kragh Jacobsen?

»Ingen kommentar.«

’Shooting Star’-stjernen Stine Fischer Christensen var dog fredag inviteret til såkaldt ’Private Intimate Dinner’, netop fordi hun selv er kommende stjerne.

»Både Goldie Hawn og Oliver Stone var der,« oplyser hun.

Snakkede du med dem?

»Nej.«

Men du er sikker på, det var dem?

»Ja.«

Mere hun vil ikke sige, ligesom ingen andre kan bekræfte mødet.

Dog var Det Danske Filminstitut særligt stolte af, at en vis instruktør med navnet Paul Thomas Andersen (efter sigende hernede med filmen ’There Will Be Blood’) havde forladt sin egen fest for at deltage i instituttets midnats-reception.

Ingen havde rigtig turdet hilse på ham. Det så jeg selv i fjernsynet.