Nicklas Bendtner venter fortsat på sin debut i Juventus, men måske får han lov til at løbe på banen i den stribede trøje onsdag aften.
Her venter de forsvarende mestre fra Chelsea i sæsonens første Champions League-kamp, og Bendtner er blandt de 23 spillere, som trænerteamet har udtaget til den opgave.
Det er dog i sig selv ikke nogen garanti for spilletid, for blandt de 23 navne finder man også Bendtners fire konkurrenter til angrebspladserne.
Ud over Bendtner er Mirko Vucinic, Sebastian Giovinco, Fabio Quagliarella og Alessandro Matri i spil til Chelsea-kampen.
Bendtner var med på bænken uden at blive skiftet ind, da Juventus i weekenden vandt 3-1 over Genoa.
Trænerteamet har ifølge La Gazzetta dello Sport sagt, at man vil være sikker på, at man har et klart billede af danskerens form, før man sender ham på banen.
Landstræner Morten Olsen har betonet vigtigheden af, at Bendtner får spilletid inden de svære VM-kvalifikationskampe på udebane mod henholdsvis Bulgarien og Italien i midten af oktober.