Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner må vente lidt endnu med at få debut for sin nye klub Juventus, som søndag vandt 4-1 på udebane over Udinese i den italienske Serie A.
Fredag aften blev Bendtner udlejet til Juventus fra Arsenal for resten af denne sæson, så det var ikke ventet, at danskeren allerede ville komme i aktion i denne weekend.
I stedet benyttede angriberne Sebastian Giovinco og Mirko Vucinic lejligheden til at vise, at de er skarpe. Især lille vævre Giovinco viste klassen med to flotte mål i anden halvleg. Vucinic scorede et enkelt mål.
Vucinic havde senere i kampen også en fæl afbrænder på et hovedstød, som blev sendt lige i favnen på Udinese-målmanden Daniele Padelli fra få meters afstand, og umiddelbart er det nok Vucinic, som Bendtner skal slå af for at få spilletid.
Juventus fik generelt nemme arbejdsbetingelser, fordi Udineses førstemålmand Zeljko Brkic begik straffe og blev vist ud efter blot 12 minutter i kampens altafgørende sekvens.
Midtbanespilleren Arturo Vidal scorede til 1-0 på det efterfølgende straffespark, efter at Udinese måtte skifte reservekeeperen ind for en angriber.
Vucinic øgede til 2-0 kort før pausen, inden Giovinco på 20 minutter i anden halvleg scorede to gange, det sidste efter oplæg af Andrea Pirlo.
Både Vucinic og Giovinco blev skiftet ud et kvarter før tid med angriberne Fabio Quagliarella og Alessandro Matri, som Bendtner også skal slås om spilletid med.
Med sejren har Juventus seks point efter to kampe og er tophold i Serie A. Udinese hænger fast i bunden efter to nederlag i træk.
/ritzau/