Der er fire angribere med i Juventus' endelige trup til Champions League-kampen på udebane mod Chelsea. Men ingen Nicklas Bendtner.
Den danske landsholdsangriber var ellers udtaget til bruttotruppen på 23 spillere, men på kampdagen har Juventus-træner Antonio Conte siet Bendtner fra.
I front for Juventus starter i stedet Sebastian Giovinco og Mirko Vucinic, mens reserveangriberne Alessandro Matri og Fabio Quagliarella tager plads på bænken.
Dermed må Bendtner væbne sig med yderligere tålmodighed i kampen for at få debut for Torino-klubben.
Siden skiftet fra Arsenal har Bendtner haft chancen for at få spilletid i tre kampe, men det er kun blevet til en bænkeplads i weekendens Serie A-kamp mod Genoa, som endte 3-1 til Juventus.
I Serie A må klubberne fra og med denne sæson have 12 spillere siddende på bænken, mens der kun må sidde syv spillere til kampene i Champions League, heriblandt en målmand.
Bendtner er kommet til Juventus på en etårig lejeaftale.
/ritzau/