Det hele begyndte så godt for William Kvist og VfB Stuttgart, da de søndag gæstede Bayern München i Bundesligaen, men hjemmeholdet gik målamok og vandt opgøret med 6-1.
Et skud på overliggeren og 1-0-føringsmålet ved Martin Harnik midtvejs i første halvleg indikerede ellers, at Stuttgart var kommet efter point, og at det måske kunne blive en svær dag for Bayern-spillerne.
25 minutter senere var alle blevet en del klogere, da Bayern førte med ufattelige 6-1. Stuttgarts føringsmål fik altså en bemærkelsesværdig og ulogisk indflydelse på kampen.
Stuttgart-spillerne virkede totalt lammede i deres aktioner, mens Bayerns ditto osede af overskud, så angrebene kom i rekordtempo efter hinanden.
Allerede inden pausen havde Thomas Müller, Toni Kroos og Luiz Gustavo bragt Bayern foran 3-1.
Inden for de første fem minutter af anden halvleg havde Mario Mandzukic, Thomas Müller og Bastian Schweinsteiger nettet til henholdsvis 4-1, 5-1 og 6-1.
Ren legestue, og måske for meget for hurtigt. For efter den festforestilling tog værterne det forståeligt lidt mere med ro, mens Stuttgart-spillerne hang gevaldigt med hovederne.
Stuttgart-angriberen Vedad Ibisevic brugte til gengæld hovedet for meget, da han stangede ud efter Jerome Boateng i en infight og fik det røde kort, mens Bayern-forsvarsspilleren slap med et gult kort.
Sejren har givet Bayern en perfekt sæsonåbning med to sejre i to kampe. Det modsatte kan siges om Stuttgart, der er noteret for nul point.
/ritzau/