Den danske bordtennisspiller Peter Rosenmeier tabte lørdag semifinalen ved de paralympiske lege i London.
Det blev til et knebent nederlag i fem sæt til thailandske Rungroj Thainiyom. Sætcifrene blev 11-9, 5-11, 7-11, 11-9 og 11-6 i thailænderens favør. Det var de to topspilleres første møde nogensinde.
Peter Rosenmeier virkede i kampens første sæt nervøs, og der sneg sig sjældne fejl ind i danskerens spil. Sættet endte med en 11-9-sejr til thailænderen.
Der kom mere ro over Peter Rosenmeiers spil i andet sæt, som han vandt med overbevisende 11-5. De gode takter fortsatte i tredje, som endte med dansk sætsejr på 11-7.
Men et spændende og afvekslende fjerde sæt endte med thailandsk sætsejr på 11-9. Og så skulle kampen ud i et femte og afgørende sæt.
Og her var den 20-årige asiats nerver bedst. Thailænderen vandt sættet 11-6 og spillede sig dermed videre til søndagens finale.
For Peter Rosenmeier venter der nu en bronzekamp søndag klokken 12.00 dansk tid.
/ritzau/