En ny borgerlig regering - med eller uden Konservative - bør finde sit parlamentariske grundlag andre steder end hos Dansk Folkeparti.
Sådan lyder meldingen fra Konservatives formand, Lars Barfoed, der i forbindelse med lanceringen af sit nye politiske projekt insisterer på, at ægte borgerlig politik ikke kan føres med Kristian Thulesen Dahl om bord.
- Dansk Folkeparti vil en borgerligt ledet regering, men sidder samtidig og blokerer for, at der kan føres borgerlig politik. Min ambition er mere vidtgående, nemlig at en ny regering også fører borgerlig politik, siger Lars Barfoed til Politiken.
Han henviser blandt andet til den nylige melding fra den kommende DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, på dagpengeområdet, hvor Dansk Folkeparti ønsker lempelser for de mennesker, som mister dagpengeretten 1. januar.
- Vi risikerer at få en regering, der er hæmmet af et parlamentarisk flertal, som stadig tænker socialdemokratisk. Og så kan vi ikke føre borgerlig politik, siger Lars Barfoed.
Han vil dog ikke vil gå ind i yderligere "bogstavleg" om andre parlamentariske flertalskombinationer.
Den konservative melding får en kølig modtagelse fra Kristian Thulesen Dahl.
- Lars Barfoed bør koncentrere kræfterne om at bekæmpe den regering, som sidder der nu - og have som overordnet mål at komme af med den, fordi den er skadelig for Danmark, siger han til Politiken.
Også Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, tager afstand fra Lars Barfoeds offensiv mod det parti, som lagde stemmer til finanslov efter finanslov gennem VK-regeringens tid.
- Dansk Folkeparti har stået bag tre skattereformer, en dagpengereform og en efterlønsreform. Så man kan ikke sige, at de ikke vil være med til at føre borgerlig politik, siger Kristian Jensen til Politiken.