Af Anne Winther - anwi@avisen.dk

Thomas Garulf, 29 år, kom ind på balletskolen i første klasse og forlod den som 18-årig. 12 år, 12 nætter og 12 breve blev det til, og han kan tydeligt huske, hvordan det var:
»Når man havde åbnet brevet og set, at man skulle fortsætte, begyndte man at ringe rundt til de andre. Lynhurtigt fandt man ud af, hvem der ikke fortsatte, og så satte man et lille minus ud for deres navn i adressekalenderen. Man turde ikke ringe til dem, for hvad skulle man sige? Man vidste bare, at; dig ser jeg ikke igen.«

Thomas Garulf fik aldrig et af de frygtede breve, hvor børnene bliver bedt om ikke at møde op på balletskolen efter ferien. Han gjorde derimod det utænkelige: Han forlod den selv. Endda da han havde opnået det, alle balletbørn drømmer om: At bestå den sidste eksamen og blive optaget i kompagniet.

I denne weekend afholder Det Kongelige Teater Balletgartneri , hvor små piger og drenge kan snuse til livet som balletbarn – et helt særligt liv i en magisk verden fyldt med musik og dans. Men også en verden, som Thomas Garulf oplevede som upædagogisk, lukket og til tider ødelæggende.
»Folk er så betagede af den her skole. Der er ikke ret mange, der tænker på de fysiske og psykiske ofre, der ligger bag,« siger Thomas Garulf og hentyder blandt andet til de gigtpiller, han fik tilbudt fra 16-årsalderen:
»I perioder kan man godt tale om en vis form for doping – ikke for børnene, men for de voksne (16 år og op). Mange har ondt, især pigerne, men skal alligevel kæmpe, og så er det en nødvendighed at tage noget for at dulme smerten for overhovedet at kunne komme igennem.«

Spiseforstyrrelser
Thomas Garulf kendte også piger på balletskolen, som fik at vide, at de skulle tabe sig, men der blev ikke taget hånd om, hvordan:
»Så de gik i panik, og nogle af dem fik spiseforstyrrelser, men som min gode veninde fik at vide af en af de voksne dansere: Det skal du ikke tænke på, vi har alle sammen lidt af spiseforstyrrelser herinde . Men man skal passe på, hvad man siger til børn, for det kan forfølge dem helt ind i deres voksne liv.«

En anden af Thomas Garulfs veninder fik angst-anfald og var nødt til at trække vejret gennem en plastikpose på grund af det psykiske pres.
»Men alle børn kan jo få lavt selvværd, angst og spiseforstyrrelser, så det er ikke sikkert, at de har fået det, bare fordi de gik på balletskolen, men risikoen er måske større, når der ligger så meget pres på én i så ung en alder.«

Det store pres påvirkede også Thomas Garulf, selv efter han forlod teatret:
»Det, der har forfulgt mig mest både privat og fagligt, er mantraet om, at du altid kan gøre det bedre, du bliver aldrig god nok. Det har taget mig langt tid at slippe det pres.«

Ifølge Thomas Garulf er perfektionisme et gennemgående træk blandt dansere:
»I længden er det ret hårdt altid at være 120 procent på. Jeg savnede sådan, at det var ok, hvis man havde en dårlig dag.«

Hårdt arbejde
At børnene får ar på sjælen kan skyldes mange ting, men at livet som balletbarn mildt sagt er fysisk krævende, er ikke til at komme udenom. Thomas Garulf mener derfor, at det er meget vigtigt, at forældrene skal gøre sig nogle tanker om både de fysiske og psykiske konsekvenser, inden de sender deres barn på balletskole.
»Du kan ikke være balletdanser uden at have haft skader, som kan give varige mén.«

Thomas Garulf beskriver balletskolen som voksenorienteret og autoritær, især fordi børnene indgår i den arbejdsplads, som Det Kongelige Teater er. Det betyder blandt andet, at børnenes arbejdsdag ofte er på 10-14 hårdtarbejdende timer, fordi de ud over skolen også har træning, prøver og forestillinger om aftenen – seks dage om ugen.

Den årlige eksamen kan også være voldsom for børnene, både fordi den er altafgørende, og fordi en eventuel afvisning er en personlig afvisning – noget de fleste mennesker uden for murene først oplever, når de bliver voksne.
»Du kan ikke sammenligne balleteksemen med almindelige eksamener i folkeskolen. For de fleste af os blev det først alvorligt i puberteten, hvor mange af pigerne blev hysteriske og græd,« siger Thomas Garulf, som hvert år fik en lille lykkebamse af sine forældre, som han tog med ind til eksamen.

I det hele taget oplevede Thomas Garulf en stor støtte fra sine forældre.
»Hvert år spurgte de, om jeg havde lyst til at fortsætte, og de var ikke sådan nogen, der trænede mig om søndagen (balletbørnenes eneste fridag, red.), og de var meget bevidste om, at jeg også skulle have andre oplevelser.« Derfor fik Thomas for eksempel også lov til at spille fodbold og stå på rulleskøjter, selvom det er nogle af de ting, teatret helst ikke ser, at ballet­børnene gør, fordi
de kan udvikle nogle forkerte muskler eller blive skadet.

Men ikke alle forældre var som Thomas :
»Der var mange forældre, der syntes, at det var så fint, så fint, at deres lille barn gik derinde. Det var sådan noget med, at moderen blev mere ked af det end barnet, hvis det røg ud.«

Isoleret verden
Allerede som 12-årig begyndte Thomas Garulf at tænke på at forlade teatret, men han turde ikke, fordi han var bange for, om han ville kunne klare sig fagligt og socialt. Børnene har nemlig deres egen skole, den såkaldte balletlæseskole, på Det Kongelige Teater.
»Man var enormt usikker på sin almene viden og kunnen, fordi vi var til så mange prøver og blev taget ud af skolen hele tiden.« Og Thomas Garulf oplevede, at denne usikkerhed kun blev forstærket med alderen.
»Jeg kender flere, som gerne vil ud nu, men som siger, at de ikke ved, hvad de skal gøre, fordi de synes, det er for sent at starte på gymnasiet nu, eftersom det jo er tusind år siden, de sidst gik i skole. Man føler sig så dum på et bogligt niveau og tænker: har jeg overhovedet noget at bidrage med – jeg danser jo bare ballet .«

Da Thomas Garulf gik i 7.klasse, blev alle hans drengevenner sorteret fra, og derefter var det ikke længere så sjovt. Men det springende punkt kom, da han i sommerferien efter 8.klasse tog på sprogrejse og blev kåret som den bedste ven på turen.

Hjemvendt fra rejsen begyndte Thomas Garulf at skrive breve med de andre, fordi han som balletbarn ikke havde tid til at mødes med dem. Gennem brevene fik han en indsigt i, hvad et helt almindeligt liv gik ud på. Han opdagede, at pennevennerne så småt var begyndt at få kærester og gå til fest, men vigtigst af alt var de begyndt at tænke over livet.
»På teatret er fokus på kroppen som instrument og produkt, og det er kun dansen, man forholder sig til. Samtidig var pædagogikken ikke-eksisterende, så vi blev ikke udviklet som individer. Men i sidste ende var det heller ikke vigtigt, vi skulle bare kunne bruge vores krop, og gøre hvad der blev sagt.«

Thomas Garulf spurgte de andre balletbørn, om de ikke også var trætte af det, og det var de da i perioder, men de var kommet frem til, at sådan måtte det være på alle arbejdspladser.

Afskeden
Inden sin sidste eksamen bekendtgjorde Thomas Garulf over for familien, at han ville stoppe uanset resultatet. En beslutning familien støttede.
Til den afsluttende eksamen fik han kun bekræftet, at det, han gjorde, var rigtigt.
»På grund af et balletmesterskifte fik vi et program, der var så hårdt, at en af pigerne – som ledelsen i øvrigt havde behandlet rigtig dårligt psykisk – simpelthen brækkede sig og var helt grædefærdig. Jeg tænkte bare, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at det skal være sådan her.«  

Efter eksamen fik Thomas Garulf ros og blev tilbudt at fortsætte, men han havde besluttet sig og ­takkede nej. »Jeg pakkede alle mine ting og har ikke for alvor danset et trin siden.«
I dag læser Thomas Garulf pædagogisk sociologi på Universitetet, fordi han vil beskæftige sig med læreprocesser på en anden måde, end den han selv blev udsat for på balletskolen.
»Vi blev ikke behandlet som individuelle børn. Vi blev behandlet som små voksne uden at blive værdsat som mennesker.« Derfor håber Thomas Garulf for balletbørnenes skyld, at den pædagogiske vinkel kan få større plads på balletskolen.
»Men min vigtigste pointe må være at fortælle, hvor vigtigt det er, at forældrene sørger for en balance i børnenes liv. At barnet ikke kun bliver identificeret med ballet, men også som menneske.«

To år efter Thomas Garulf havde forladt Det Kongelige Teater, var han inde og se sin sidste eksamensvideo.
»Pludselig kunne jeg se, at jeg var rigtig dygtig. Men dengang havde jeg slet ikke nogen realitetsfornemmelse, fordi min selvtillid var så dårlig.«