Lars Bak vandt søndag sin anden sejr i 2012, da Lotto-Belisol-danskeren kørte først over målstregen i det franske endagsløb Grand Prix de Fourmies.
Med under 10 kilometer til mål lykkedes det først Bak at indhente et udbrud med deltagelse af Michael Mørkøv og den tredobbelte verdensmester Oscar Freire, inden han lidt senere stak alene af sted og tog sejren.
- Da der manglede 1500 meter, sprang jeg en føring over og lod Oscar Freire tage en lang føring. Bagefter stak jeg af sted, for jeg vidste, at jeg ikke kunne slå nogen af dem i en spurt.
- Jeg fik slået hullet med en kilometer igen, og med 300 meter tilbage, kunne jeg se, at jeg ikke ville blive indhentet af feltet, der nåede at hente de to andre, fortæller den 32-årige vinder.
Lars Bak, der ellers var hårdt mærket af et langt udbrud i forbindelse med lørdagens Paris-Bruxelles, sender også en tak til landsmanden Michael Mørkøv fra Saxo Bank-Tinkoff Bank.
- Mørkøv kørte ikke efter mig. Han vil have Freire til at lukke hullet op til mig, og det gjorde han jo også, fordi vi begge er danskere, siger Bak.
Med sejren på 12. etape af dette års Giro d'Italia er den stærke temporytter nu oppe på to sejre i år.
- Mit mål var at vinde et cykelløb i år, og nu har jeg vundet to. Det er to gode sejre. Det er fedt, siger Lars Bak.
/ritzau/