Retssagen mod Stein Bagger, der begynder i morgen, er åbenbart ikke for børn. Det mener i hvert fald hovedpersonens ekskone, Martina Bagger, som sammen med parrets ni-årige datter vil forlade landet, mens retssagen står på.
Datteren skal simpelthen skånes for kameraer, nysgerrige journalister og ikke mindst avisoverskrifter.
"Jeg tager hende med til udlandet. Det hele bliver så kørt op her, og hun skal ikke kunne følge med i, hvad pressen skriver," siger Martina Bagger til B.T.
Datteren er gammel nok til både at læse og bruger internettet, men hun kender ikke det fulde omfang af den gigantiske sag om hendes far, der står sigtet for at have svindlet for knap 755 millioner kroner.
"Når retssagen er ovre, og tingene er faldet til ro, kan jeg bedre sætte hende (datteren, red.) ind i, hvordan tingene hænger sammen," fortæller Martina Bagger til avisen.
I morgen, torsdag og fredag bliver IT Factory-skandalen rullet op i Retten i Lyngby.
Før IT Factory kollapsede og hele Bagger-sagen rullede, boede datteren halvdelen af tiden hos sin far og hans nye kone, Anette Uttenthal, og den anden halvdel hos sin biologiske mor. I dag bor hun - mod Stein Baggers ønske - udelukkende hos sin mor.