Selv om storsvindleren Stein Bagger er fængslet tyder noget på, at han stadig ikke er færdig med at lave numre.
Kilder i finansverdenen afslører overfor Ekstra Bladet, at Stein Bagger blev flyttet fra det åbne fængsel i Horserød til det lukkede fængsel i Vridsløselille, fordi han havde stjålet et firmastempel fra den klinik, hvor han får massage mod sine rygsmerter.
Stein Bagger mistænkes for at ville bruge stemplet til at fremstille sine egne lægeerklæringer, så han selv kunne bestemme, hvornår han fik udgang fra fængslet.
Politiet eller Kriminalforsorgen ønsker dog ikke at kommentere sagen, men tidligere oplyste Kriminalforsorgen, at Stein Bagger blev flyttet, fordi han havde brudt reglerne.
Ifølge Ekstra Bladet er der ingen tegn på, at Stein Bagger nåede at bevilge sig selv udgang fra fængslet ved hjælp af stemplet.