Den ekstremt populære TV 2-serie, "Badehotellet", genopstår.
Det bliver dog ikke med nye afsnit og de folkekære skuespilleer Birthe Neumann, Amalie Dollerup, Jens Jacob Tychsen, Sonja Oppenhagen, Peter Hesse Overgaard og Lars Ranthe m.fl.
Men snart får fans af "Badehotellet" chancen for at opleve badehotellet i virkeligheden. Det bliver nemlig opført med de originale kulisser og med adgang for alle.
Oplevelsescenteret Nyvang ved Holbæk har sikret sig rettighederne til at genskabe hotellet.
Ifølge en pressemeddelelse vil bygningen få den samme planløsning og blive indrettet med de velkendte rekvisitter og dekorationer fra serien, der første gang blev vist i 2013.
Ved seriens afslutning blev det besluttet, at man ville bevare og genbruge de fysiske genstande fra serien for at skabe en ny og historisk forankret attraktion for offentligheden.
- Med tilføjelsen af "Badehotellet" på Nyvang kan besøgende som noget nyt både få indsigt i den danske feriekultur og lære om forskellen mellem dem, der arbejdede på de danske badehoteller, og det bedre borgerskab, der havde råd til disse langvarige ferieophold, fremgår det af pressemeddelelsen.
Genopførslen af "Badehotellet" er i gang, og det forventes at blive indviet i 2026.
Oplevelsescenter Nyvang er et historisk oplevelsescenter på Nordvestsjælland, som har hjemme på Nyvang, beliggende syd for Holbæk. Det omkringliggende landskab er så vidt muligt søgt tilbageført til cirka 1900.