En 23-årig mand rystede vidner og politi i Hawaiis hovedstad Honolulu, da han smed en baby fra sig på en motorvej, for derefter at tænde en cigaret og gå videre som om, at intet var hændt.
19-årige Kraig Hengst arbejdede i en garage i nærheden og så, hvordan den 23-årige kort før middagstid udførte den grusomme handling mod babyen, som han af og til har passet.
- Jeg så babyen højt oppe i luften. Jeg troede først, det var en dukke, sagde det tydeligt rystede vidne til honoluluadvertiser.com.
Hengst fortæller, at babysitteren holdt barnet i én arm, mens han gik over motorvejen.
- Så smed han babyen op i luften, fortalte 19-årige Kraig Hengst efter hændelsen.
Mindst ét køretøj ramte barnet på motorvejen, og babyen var død, da politi og reddere dukkede op.
Vidner så efter den tragiske gerning den 23-årige mand gå stille og rolig væk fra stedet, mens han røg en cigaret, men politiet blev hurtigt tilkaldt. Manden, som har fire lovovertrædelser bag sig, blev herefter anholdt.