En fatal sejlbåds-ulykke har onsdag aften kostet en 63-årig mand livet i bølgerne ud for Hundested i Nordsjælland.
Manden, som var om bord på båden sammen med tre andre personer, var på vej ind mod Lynæs Havn efter en endt kapsejlads, da ulykken fandt sted.
- Det tyder på, at bommen på båden er svunget ind og har ramt to af dem og kastet dem i vandet, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.
- Den ene af personerne - en 63-årig mand fra Gribskov Kommune - er afgået ved døden, tilføjer vagtchefen.
Den anden person, som havnede i vandet, er uskadt efter ulykken.
Der blev slået alarm omkring klokken 20.45, og en helikopter og flere skibe deltog i redningsaktionen, men den 63-årige mands liv stod ikke til at redde.
Det vides endnu ikke, om det er vandet, slaget fra bommen eller måske et hjertetilfælde, som har kostet nordsjællænderen livet.
- Dødsårsagen er ikke umiddelbart fastlagt, og det skal et ligsyn fastslå, siger vagtchef Palle Jørgensen.
Den ulykkesramte båd er tysk, men alle ombordværende var danskere.
/ritzau/