Der har længe været massiv kritik af den australske forsvarsminister, Joel Fitzgibbon, og nu har han valgt at forlade posten. Det skriver BBC.
Kritikken af forsvarsministeren bunder ikke i hans politiske gøren og laden, men i det faktum, at han ved flere lejligheder har modtaget gaver, og ikke fået indberettet dem.
Selv mener Joel Fitzgibbon ikke, at han har forbrudt sig mod nogen regler, og i et brev til den australske premiereminister, Kevin Rudd, skriver han, at han har fulgt alle regler for god opførsel.
Men alligevel er han blevet bedt om at stå skoleret i parlamentet i tirsdags og undskylde til alle for sin opførsel. Og det er blevet ham for meget.
Derfor har han nu valgt at forlade posten. Premiereminister Kevin Rudd, har ikke på noget tidspunkt offentligt kritiseret Joel Fitzgibbon, men har til gengæld rost ham for sit virke som minister.
Men australske medier mener alligevel, at Joel Fitzgibbon har været en sten i Kevin Rudds sko.
Så sent som i marts måned stod Joel Fitzgibbon også skoleret, da det kom frem, at han havde været i Kina med alle udgifter betalt af en kinesisk virksomhed.