- Den eneste gode mus er en død mus.
Sådan lyder det fra den australske vice-premierminister efter at delstaten New South Wales har erklæret krig mod millionvis af mus, som plager store dele af staten.
Musene har nu i flere måneder ødelagt marker og inficeret boliger i delstaten, og landmænd har mistet millioner af dollars på grund af ødelagte afgrøder og maskiner.
CNN har talt med rengøringsdamen Sue Hodge, der arbejder i den lille by Canowindra, cirka fire timers kørsel vest for Sydney. Hun fortæller, at hun bruger sin arbejdsdage i kundernes hjem på at fjerne døde mus fra fælder og muselort fra folks køkkener, børneværelser og senge.
Musefælderne rækker dog ikke, hvis det står til delstatens myndigheder. De har nu planer om at bruge en ultrastærk musegift for at få bugt med plagen, men den plan vækker ikke begejstring hos alle, idet der er frygt for at giften også ødelægger afgrøder og rammer andet dyreliv.
Årsagen til de mange mus skal findes i en usædvanlig stor høst efter et 2020, der bød på dobbelt så meget regn som de foregående år.
Mus har en drægtighedsperiode på tre uger og kan føde 500 unger på et år, og skadedyrseksperten Steve Henry fra det nationale australske videnskabsagentur CSIRO siger til CNN, at der er så mange mus, at det svarer til at tælle stjernerne på himlen.
Se nyhedsindslaget fra australske 9News, som tegner et godt billede af plagen: