Der lød klapsalver inde bag den lukkede dør til Brøndbys omklædningsrum, og træner Auri Skarbalius forklarer da også, at tilfredsheden er stor i den betrængte bundklub efter 0-0 mod FC Nordsjælland på Farum Park.
Superliga-kampen viste et Brøndby-hold, der spillede med ryggen mod muren i 90 minutter, forsvarende med 10 mand mod det boldsikre hjemmehold.
Auri Skarbalius erkender, at han er nødt til at gå på kompromis med sin fodboldopfattelse for at skrabe point sammen.
- Vi havde både mindre boldbesiddelse og færre chancer mod FC København, men fik alligevel uafgjort. Det samme gjorde vi i dag.
- Det er det, det handler om. Det er et kompromis, men man skal passe på, patienten ikke dør undervejs i processen, siger Auri Skarbalius.
Litaueren har aldrig lagt skjul på, at hans ambition er igen at gøre Brøndby til et aggressivt, offensiv hold som tidligere. Men de fremtidsplaner er lige nu på standby i forsøget på at komme væk fra bundregionerne i Superligaen.
Og Auri Skarbalius erkender, at han er nødt til at gå på kompromis med sine idealer i øjeblikket.
- Vi arbejder hen imod at blive dominerende hver gang, for i den sidste ende giver det flest point, men her og nu handler det om fight.
- Vi siger, at det er okay, at vi ikke altid spiller det bedste fodbold, når vi får point, for i vores mentale tilstand er det altså det vigtigste, lyder det fra Brøndby-træneren efter tredje uafgjorte kamp på stribe.
- Tiden må vise, om det bliver sådan resten af sæsonen. Men man har tit set, at når et hold får point, kommer modet og selvtilliden tilbage. Så bliver spillet også bedre, siger Auri Skarbalius.
/ritzau/