Brøndby har ikke vundet i Superligaen siden slutningen af juli, men til gengæld er de gule også ubesejrede i de seneste fem kampe, der alle er endt uafgjort.
Og det er et fremskridt mener Brøndbytræner Auri Skarbalius i kølvandet på søndagens 1-1-resultat ude mod FC Midtjylland.
-Når man tænker på den tilstand, vi har været i, er det godt nok. Tidligere tabte vi kampe, hvor vi spillemæssigt var bedre end i øjeblikket, men nu får vi uafgjorte, så på den måde er det et fremskridt, siger Auri Skarbalius.
Men kan Brøndby leve af alle de uafgjorte, blev Auri Skarbalius spurgt:
- Ja, det er det, der gør, at vi lever nu. Selvfølgelig er det med blandede følelser lige nu, fordi vi har foran, men det var jo heller ikke et dårligt hold, vi mødte, siger Auri Skarbalius.
Brøndby-lejren virkede generelt ikke alt for begejstret om spørgsmålene om de mange krydser.
- Hvis vi spiller resten af kampene uafgjort, tror jeg nu nok, vi skal redde os.
- Men det er ikke vores mål, og i slutningen i dag, synes jeg også man kunne se, at vi gik efter de tre point og var aggressive, selvom vi vidste, det kunne koste den anden vej, siger Mike Jensen.
Så hvor er det Brøndby skal forbedre sig? Auri Skarbalius savnede lidt mere ro i de afgørende situationer.
- Vi skal være mere koldblodige, ind i mellem stressede vi i de afgørende situationer, siger Auri Skarbalius.
Trænerne må i næste runde undvære Clarence Goodson, der fik rødt kort for at sparke ud efter Morten Duncan Rasmussen. Goodson selv tog et ualmindeligt langt bad, mens hans træner gav sit syn på episoden:
Adrenalinen kørte, og han sparkede ud efter modspilleren, så den var god nok.
/ritzau/