Elektriciteten er efter flere dages kamp kommet tilbage til fire af Fukushima værkets seks reaktorer. Det skriver Reuters.
Men netop som det så ud til at lysne for værket, løber de hårdt prøvede arbejdere ind i nye problemer.
Ifølge Nyhedsbureauet AP er arbejderne nu blevet evakueret, efter der kom grå røg op af reaktor 3.
Reaktor 3 er den eneste på værket, der har et bassin med yderst giftigt plutonium.
Det sker efter, at arbejderne ville gennemgå reaktorernes nedkølingssystem, før de prøver at få strømmen op at køre igen.
Samtidig frygter Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at den radioaktive stråling er værre end hidtil antaget.
"Det er meget mere alvorligt, end nogen troede i de første dage, hvor vi mente, at problemet kunne begrænses til en 20 eller 30 kilometers radius," siger Peter Cordingley, der er talsmand for organisationen, til AP.
Han tilføjer, at man godt kan regne med, at bestrålede fødevarer er kommet ud af sikkerhedszonen.
Kilde: The Journal
Kilde: Reuters