Den ukrainske diskoskaster Mariia Pomazan måtte sent fredag aften aflevere den paralympiske guldmedalje, hun tidligere på dagen havde vundet, tilbage.
Dommerne ved de paralympiske lege havde nemlig regnet forkert.
Mariia Pomazan røg faktisk helt ud af top tre, efter at regnemaskinen havde været i gang igen.
I stedet overtog kinesiske Wu Qing guldmedaljen. I alt måtte syv af de 10 bedste placeringer korrigeres.
- I fredagens diskoskonkurrence blev der uddelt fejlagtige medaljer på grund af forkerte resultater.
- Vi beder inderligt om forladelse hos de involverede atleter, skriver arrangørerne af de paralympiske lege i en pressemeddelelse.
I løbet af lørdagen vil der blive afholdt en ny medaljeceremoni for de kvindelige diskoskastere.
/ritzau/