Astrid Krag genopstiller ikke til næste Folketingsvalg og er dermed snart færdig i politik.
Det oplyser hun til Sjællandske Nyheder.
42-årige Astrid Krag har været at finde på stemmesedlen ved hvert valg, siden hun fyldte 18 år, og blev første gang valgt til Folketinget i 2007 for SF.
- Jeg synes, jeg kan kigge tilbage på nogle år som folkevalgt, hvor jeg har været med til at lave vigtige forandringer, og samtidig er der enormt mange dygtige kolleger i den socialdemokratiske folketingsgruppe, der kan løfte arbejdet videre, siger hun til Sjællandske Nyheder.
Hun var som SF’er minister for sundhed og forebyggelse fra 2011 til 2014 i SRSF-regeringen.
Da SF trådte ud af regeringen, valgte Krag at skifte parti til Socialdemokratiet, og i 2019 blev hun social- og indenrigsminister. I januar 2021 blev hun ved en mindre regeringsrokade udnævnt til social- og ældreminister.
Astrid Krag har siden 2022 været Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører.
Næste folketingsvalg skal senest afholdes 31. oktober 2026.