Vederlag under en månedlang sejltur i Caribien. Fravær med betaling for at ordne haven og male huset. Eller tilsvarende. Medierne har været fyldt med eksempler på lokalpolitikere, der er fraværende på skatteborgernes regning.
Det er selvfølgelig forkert. Folkevalgte politikere skal ikke have vederlag, når de ikke passer det hverv, de er valgt til. Ingen kan forklare, hvorfor et byrådsmedlem får vederlag, når han er på jordomrejse. Eller hvorfor et regionsrådsmedlem ikke skal fremvise en lægeattest ved længere tids sygdom, sådan som andre skal.
Og hvad ingen kan forklare, kan ingen som bekendt forsvare.
Derfor er jeg sammen med et bredt flertal i Folketinget klar med forslag, som strammer væsentligt op på vederlagsreglerne og gør dem mere fair. Det bliver klare regler, så politikerne ved, hvad de har at forholde sig til, og regler, der kan administreres i praksis.
Stor betydning for nærdemokratiet
Fremover bliver den periode, hvori et byråds- eller regionsrådsmedlem kan være fraværende med vederlag i hånden, forkortet. Medmindre der er tale om fx sygdom ophører vederlaget fremover ved næste månedsskifte, hvis en lokalpolitiker har haft én måneds fravær. I dag sker det først efter tre måneders fravær.
Desuden bliver det sådan, at en lokalpolitiker ikke kan beholde sit vederlag, når der ved andre grunde end fx sygdom bliver indkaldt en stedfortræder for ham eller hende i mere end syv dage. Så der ikke er to, der får vederlag for samme post.
Og så skal lokalpolitikere kunne dokumentere, at de er syge, for at bevare retten til vederlag i den tid, de ligger på langs. I dag har de ret til vederlag i op til ni måneder uden, at der er et håndfast krav om en lægeerklæring.
Hvervet som byråds- eller regionsrådspolitiker har stor betydning for vores nære demokrati, og det er vigtigt, at vælgerne har tillid til det. Den tillid skal de nye regler være med til at styrke.