SF's indtil videre eneste kandidat som partiet nye formand, Astrid Krag, får nu opbakning fra partiets to Europa-parlamentarikere. Det oplyser Margrete Auken og Emilie Turunen i en pressemeddelelse.
- Jeg håber, at Astrid bliver valgt til formand for SF. Ud over hendes ubestridelige talent som organisator er hun også både lydhør og opfindsom. Hun vil være fremragende i spidsen for et hold, der skal styrke SF's grønne og sociale profil, skriver Margrete Auken.
Margrete Auken er mor til miljøminister Ida Auken, der i sidste uge meldte ud, at hun ikke stiller op som kandidat til formandsposten. Det skete selvom, at flere havde udpeget hende som en oplagt afløser efter den afgående partiformand, Villy Søvndal.
Astrid Krag er 29 år, men den unge alder bekymrer ikke den erfarne politiker, der første gang blev medlem af folketingen i 1979.
- Jeg ser, at der er nogle, der er bekymrede for Astrids alder. Men her gælder det ikke om alder, men om at være dygtig og i bevægelse, uanset om man er 30 eller 67, påpeger Margrete Auken.
Partiets anden Europa-parlamentariker, Emilie Turunen, meddelte i løbet af sommeren, at hun ønsker at komme i dansk politik, og at hun derfor vil prøve at komme i Folketinget ved næste valg.
Det ønske er nu kommet et skridt tættere på at blive realiseret, efter at partiet ved en urafstemning fredag valgte hende som en af partiets tre spidskandidater i København ved næste folketingsvalg.
Nummer et blev Ida Auken, nummer to blev Villy Søvndal, og den 26-årige Emilie Turunen blev altså nummer tre.
Og hvis det står til hende, skal det altså være med Astrid Krag ved roret.
- Jeg er glad for, at Astrid vil stille sig i spidsen for SF. Hun bedriver politik med et stærkt socialt engagement, er dygtig og hårdtarbejdende - og så har hun en bred forankring i partiet, skriver hun.
/ritzau/