Arsenal henter point på Citys fort

Arsenal spillede flot 1-1 på Manchester Citys frygtede hjemmebane. Begge mål blev scoret af forsvarsspillere.

Arsenal kæmpede sig til et point på Etihad Stadium, da det søndag blev til 1-1 mod mestrene fra Manchester City.

Manchester City gik ind til kampen som klare favoritter. Værterne havde vundet 25 ud af de seneste 26 hjemmekampe.

Men den imponerende statistik lod Arsenal sig ikke skræmme af. 'The Gunners' satte sig solidt på kampen og lod det ene flotte angreb efter det andet rulle ned mod Joe Hart i Manchester City-målet.

Men gæsternes angribere var håbløst uskarpe. Både Lukas Podolski og Gervinho misbrugte store tilbud. Især sidstnævnte havde en uheldig dag, når det kom til de afgørende berøringer.

Og så gik det, som det ofte gør i fodbold. Fem minutter før pausefløjtet steg Manchester Citys Joleon Lescott til vejrs efter et hjørnespark og headede kraftfuldt bolden i mål. Arsenals vikarierende målmand Vito Mannone så ikke heldig ud.

Anden halvlegs første halve time bød på en masse lovende opspil, men det blev ikke til deciderede chancer, og opgøret mistede skuffende sin intensitet.

Men der blev pustet liv i kampen igen i de sidste ti minutter. Første havde Sergio Agüero muligheden for at lukke opgøret men skød i sidenettet. Derefter måtte Joe Hart hive en feberredning frem på Cazorlas forsøg.

På det efterfølgende hjørnespark kanonerede franske Laurent Koscielny udligningen i nettet bag en chanceløs Joe Hart.

Kampens afslutning blev hektisk både med muligheder til værternes Vincent Kompany og Arsenals uheldige Gervinho.

Men det blev ikke til flere mål. Og dermed er begge mandskaber på ni point efter fem kampe.

I søndagens anden sene Premier League-kamp mødtes Tottenham og Queens Park Rangers i et rent London-opgør.

Og det blev værterne fra Tottenham, der trak sig ud med en 2-1-sejr. Jermain Defoe blev matchvinder med et mål en halv time før slutfløjt.

Tottenham er således på ottendepladsen med otte point efter fem kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.