Armensk hidsigprop: Undskyld bolddreng

Armensk landsholdsspiller beklager nu, at han skød en bold efter en bulgarsk bolddreng.

Den armenske midtbanespiller Gevorg Gazaryan siger nu undskyld til den bolddreng, der blev offer for hans anfald af raseri i VM-kvalifikationskampen mod Bulgarien i Sofia tirsdag aften.

24-årige Metalurg Donetsk-spiller blev mopset over, at der pludselig var to bolde på banen og hamrede derfor den ene læderkugle ind på den nærmeste bolddreng.

- Jeg vil gerne undskylde til Fifa for at have tilsidesat fairplay. Jeg vil også gerne sige undskyld til FFA (det armenske fodboldforbund), alle på landsholdet, vores fans og til sidst til fyren, jeg ramte med bolden, skriver Gazaryan på sin Facebook-profil.

- Jeg forstår og accepterer, at jeg lavede en fejl.

Gevorg Gazaryan blev præsenteret for det røde kort af kampens dommer for episoden, der fandt sted i slutfasen af en kamp, som Bulgarien førte - og siden vandt - 1-0.

Også bolddrengen blev sendt væk fra banen efter sammenstødet.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.