Journalister kan ikke få adgang til Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) arkiver i forbindelse med sagen om erhvervsminister Ole Sohns (SF) kommunistiske fortid.
Ole Sohn er blevet anklaget for personligt at modtage penge fra Sovjetunionen under den kolde krig, og selv om han selv har afvist alle anklager, går arbejderbevægelsen et skridt videre og holder journalister fra at efterprøve anklagen ved at kigge i arkiverne.
"Jeg synes, det ligner en kampagne, hvor formålet er at fælde Ole Sohn," siger arkivar på Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv Jesper Jørgensen til b.dk. Han har ind til videre givet afslag til Radio24syv, B.T., Morgenavisen Jyllands-Posten og Berlingske.
Ifølge Radio24syv er det Ole Sohn selv, der har forhindret offentlighedens adgang til arkiverne. Det skete, da han som formand for DKP underskrev en klausul, der dikterer, hvem der må få adgang til arkivet, skriver b.dk.
"Det har aldrig været meningen, at journalister skulle have adgang til arkivet. Det centrale er, at DKP's arkiver er klausuleret til forskningsbrug i henhold til den arkivaftale, vi har indgået med DKP. Vores arkivstiftere skal have tiltro til, at vi overholder de indgåede aftaler," uddyber Jesper Jørgensen.
Medlem af Folketinget for Venstre, Søren Pind, mener, at statsminister helle Thorning-Schmidt skal træde ind i sagen.
"Vi er i den heldige situation, at den øverste leder for Arbejderbevægelsen og pressens minister er én og samme person: statsminister Helle Thorning-Schmidt. Derfor vil det være naturligt, at hun henvendte sig til arkivet og i pressefrihedens navn sørgede for, at alle får adgang," siger Søren Pind til b.dk.
Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen, mener, arkivlukningen er i orden.
"Den sag har som sagt været nok belyst," siger han til avisen.
Kilde: b.dk