De arbejdsløse pulser løs af cigaretterne, mens antallet af rygere blandt folk i arbejde er markant lavere.
Hver femte af de ledige tænder en eller flere smøger om dagen. Det samme gør sig gældende for efterlønsmodtagerne. Men når det gælder langtidssyge, revaliderede og kontanthjælpsmodtagere er der hele 38 procent der ryger. Det skriver Fagbladet 3F.
Det er over dobbelt så mange, som dem der har et arbejde, hvor kun 16 procent pulser løs hver dag. Det viser tal fra Den Nationale Sundhedsprofil 2013.
Knud Juel, professor og forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed, står bag undersøgelsen, og han er ikke overrasket.
- Vi har vidst i længere tid, at livstilsfaktorerne hænger sammen med uddannelse og beskæftigelse. De højtuddannede og dem i arbejde er bedst til at den sunde adfærd og bedst til at stoppe med at ryge. Måske er det fordi, de har flere personlige ressourcer og får mere støtte fra baglandet, siger Knud Juel.
Ifølge Knud Juel er der desuden flere storrygere blandt mennesker uden for arbejdsmarkedet, hvilket også kan hænge sammen med antallet af rygere blandt de arbejdsløse.
- Det positive er, at der bliver færre rygere, men det negative er, at uligheden bliver større. Det er sværere at nå dem, der går derhjemme med rygestopkampagner, end dem i arbejde, hvor også arbejdspladsen for eksempel også kan sætte ind med rygestopkurser osv.
Fakta:
Hvor mange rygere fordelt på stilling:
Beskæftigede 15,5 %
Arbejdsløse 20,9 %
Førtidspensionister 35,3 %
Andre uden for arbejdsmarkedet 38,3 %
Efterlønsmodtagere 19,9 %
Alderspensionister 14,9 %
Uoplyst 17,0 %
(Andre uden for arbejdsmarkedet er f.eks. langtidssyge, revaliderede og kontanthjælpsmodtagere)
Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil