Nedslidte danskere skal have ret til at gå tidligere på folkepension, end de har i dag. Det er det helt centrale budskab i Socialdemokratiets stort anlagte pensionsudspil. I udspillet understreger socialdemokraterne, at modellen hverken kan eller skal indføres, uden at det sker i "tæt samarbejde" med arbejdsmarkedets parter.
Nu siger den ene af arbejdsmarkedets parter, landets arbejdsgivere, klart nej til overhovedet at tage del i forhandlinger, der har som målsætning at indføre retten til tidlig tilbagetrækning for nedslidte.
- Det er dårlig politik, og vi går ikke med til at lave sådan en trepartsaftale, siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, til Politiken torsdag.
Socialdemokratiet afsætter 3 mia. kr. til at finansiere den nye rettighed, men det risikerer at blive markant dyrere, mener Jacob Holbraad:
- Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, tror jeg, at hun risikerer at stå i en situation, hvor hun vil skuffe rigtig mange mennesker, fordi der er blevet opbygget en forventning om, at Socialdemokratiets forslag vedrører ganske mange grupper på arbejdsmarkedet. Alternativt skal hun betale noget mere end de 3 milliarder.
Arbejdsgiverorganisationen deltager gerne i forhandlinger, der hjælper nedslidte, der skal bare ikke være tale om en rettighed. DA opfordrer til at fokusere på at forbedre eksisterende ordninger som førtidspension og seniorførtidspension.
Socialdemokratiets Mattias Tesfaye slår fast, at S – uanset DA’s klare afvisning – vil gå efter at gennemføre lovgivning, der sikrer nedslidte ret til tidligere pension.
- Det er Folketinget, der vedtager love. Vi tilbyder så arbejdsmarkedets parter indflydelse på, hvordan det konkret skal skrues sammen, og hvordan det kan fungere sammen med overenskomsterne. Men vi kan ikke tvinge folk til hverken at møde op eller indgå konkrete aftaler, siger det socialdemokratiske medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg til Politiken torsdag.
Politiken