Striden om en ubeboet øgruppe udløste tirsdag nye antijapanske demonstrationer i adskillige kinesiske byer. Protesterne falder sammen med en af de vigtigste krigsmindesdage i Kina.
Flere japanske virksomheder har på grund af urolighederne valgt at lukke deres fabrikker i Kina af hensyn til de ansattes sikkerhed.
Store bevæbnede politistyrker er sat ind for at overvåge demonstrationerne. Mange demonstranter har medbragt portrætter af den tidligere leder Mao Zedong. Andre opfordrer på bannere regeringen i Beijing til skærpe tonen over for Japan, den historiske ærkefjende.
Kampklædt politi i seks rækker beskytter den japanske ambassade i Beijing. Over 1000 demonstranter er samlet på stedet.
Internationalt er der også bekymring for, at striden om en håndfuld små, ubeboede øer i Det Østkinesiske Hav forvandler sig til en større konflikt mellem to af verdens tre økonomiske supermagter.
Den amerikanske forsvarsminister Leon Panetta besøger i disse dage både Kina og Japan. Han vil forsøge at mægle i striden og tale parterne til fornuft.
Tirsdag har regeringen i Beijing officielt klaget til den japanske regering, efter to japanske aktivister mandag gik i land på en af de små øer, der officielt tilhører Japan.
Både Kina og Taiwan har i årevis dog også gjort krav på øerne og det omkringliggende farvand, der er rigt på fisk.
Toyota, Nissan og Honda har alle indstillet produktionen af biler på hovedparten af deres fabrikker i Kina, og det samme har elektronikgiganterne Sony og Panasonic.
Kina og Japan har en enorm samhandel. I 2011 udvekslede de varer og serviceydelser for 343 milliarder dollar.
Men de politiske relationer er anstrengte på grund af adskillige stridigheder om områder, som begge lande gør krav på. Desuden er der fortsat vrede og harme i Kina over Japans mange overgreb og krigsforbrydelser mod kinesere.
På slaget 9.18 kunne der høres sirener over hele Kina for at markere "Mukden Hændelsen" den 18. september 1931, da japanske soldater sprængte en jernbanelinje Manchuriet.
Begivenheden var optakt til den japanske invasion og besættelse af hele Kinas nordøstlige region. Dagen mindes hvert år i Kina.
/ritzau/AFP