Anmeldere gakker langt fra ud over Gaga

- Koncentrer dig om musikken, Gaga. Det er budskabet i de fleste anmeldelser af søndagens Lady Gaga-koncert.

For meget tid på udklædning og freakshow og for lidt på sang og musik.

Sådan lyder dommen fra det brede flertal af landets musikanmeldere ovenpå søndagens Lady Gaga-koncert i Parken i København.

- Det lignede en grotesk, rodet og smagløs blanding af Reeperbahn, modeopvisning samt "Monty Python og de skøre riddere", da fænomenet omsider red forsigtigt ind på Parkens scene på hesteryg, skriver Ekstra Bladet blandt andet.

De sender kun sølle to stjerner i popdivaens retning og slutter i øvrigt med ordene:

- I takt med at det vulgære show overdøvede de tarvelige toner, skiftede den 26-årige newyorker såmænd elleve kostumer i et tempo, der må få enhver af poptøserne blandt de 36.000 publikummer til at plage forældrene endnu mere om eget walk-in-closet.

- Andre fik måske bare mere trang til en walk-out.

Berlingske stemmer i og giver ligeledes den gakkede sangerinde to stjerner med de afsluttende ord:

- Måske skulle Lady Gaga bruge nogle flere kræfter på at synge. Det kan der ligge mere symbolik i end en hel garderobe fyldt med diademer og kødkjoler. Denne aften viste desværre, at Lady Gaga er alt for meget kejserens nye klæder.

Musikmagasinet Gaffa er en tand mere positiv, selvom det kun bliver til en enkelt stjerne mere til showet, hvor sangerinden på et tidspunkt kravlede hun ud af en kæmpestor latexvagina.

- Denne tour handler mere om en totaloplevelse end om en koncertoplevelse, og det er ærgerligt, for hun er måske i virkeligheden et af de få popikoner der har både format og live-talent til at hive en regulær koncert hjem.

- Men det handlede meget mere om alt det, der var udenom. Den store produktion vandt over musikken, konkluderer musikmagasinet, der dog også har en hel del roser til overs for pop-dronningen.

Mest forgyldt bliver Lady Gaga af Politiken, der tildeler hende fire stjerner.

- Og så er det nu engang befriende at opleve en sangerinde, der er excentrisk og sær og ikke bare hiver den hjem på den efterhånden noget tyndslidte naboens datter-sødme.

- Hun optræder for de folk, der er kommet for at feste med hende. Og kaste med enhjørninger. Og når hun er bedst, er der ingen, der er bedre, skriver de avisen blandt andet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.