Til døden os skiller, Instr. Paprika Steen
En mand, der får tæsk af sin kone må man godt grine af.
Og det gør man så, når den kiksede færgerestaurant-bestyrer Jan (Lars Brygman) igen og igen møder på arbejde med blåt øje og nakkekrave. For hjemme hos lillemor Bente (Sidse Babett Knudsen) står der ofte tørre tæsk på menuen. Af gode grunde endda, opdager man hen ad vejen.
For Jan har af ren og skær jalousi slukket Bentes drøm om at blive operasanger, og i manuskriptforfatter Anders Thomas Jensens terminologi er det groft sagt okay at banke dem, der holder andre nede. Altså, hvis man et øjeblik putter en seriøs pointe ind i endnu en kulsort drejebog fra manden, der for længst har bevist sit sjovheds-potentiale i komedier såsom ’Blinkende Lygter’ og ’De grønne slagtere’, men også har syret helt over i den overvurderede ’Adams æbler’ og den indforståede ’Sprængfarlig bombe’.
For hvad nu, hvis det var en Bente, der fik prygl af Jan? Ville man grine? Ville man købe et plot, der retfærdiggjorde vold mod det ’svage’ køn? Næppe.
Nu er ’Til døden os skiller’ jo også bare en komedie, som man i sagens natur ikke skal tage alt for alvorligt, men Paprika Steen havner desværre mellem to instruktørstole.
Slapt plot
For hen mod slutningen glider den letbenede slapstick over i lange patosfyldte operapassager, og hele menageriet udvikler sig faktisk til et ganske seriøst og rørende kærlighedsdrama.
Efter min smag et alt for corny sammenkog, som sender Paprika Steens anden spillefilm på samme slingrekurs som Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Lars von Trier også døjer med for tiden.
Hvad der mangler af plot og pointe, er der dog i billige grin. Især alle plus 45-anmelderne morede sig kosteligt, hver gang den arme Jan fik endnu én på sinkadusen. Biografklub Danmark-segmentet vil sikkert få sig en herlig aften!
At Lars Brygman desværre ikke selv er særlig komisk (og i øvrigt taler et alt for pænt teaterdansk), kompenserer især den dorske jydebisse Alf for, spillet af Rasmus Bjerg. Flot debut!
Sidse Babett Knudsen er endnu engang castet mod sin natur (håber jeg!) som den skizoide Bente, og spiller frygtindgydende godt. Nej, man keder sig ikke i selskab med ’Til døden os skiller’, man bliver bare lidt forvirret over en film, der ikke kan finde sig selv.