Fred Nukes: Deconstructing Fred (A:Larm Music)

Gypsies: One Hand Up (At:tack Music)

Nemo: Første Kapitel (Sonet/Universal)

2006 var ikke noget rapt år for dansk hiphop. De gode udgivelser skortede det på, og kommercielt kom selv de mest pralende storskrydere ikke talende til guldet. Heller ikke 2007 endte med at byde på udgivelser fra sværvægtere som L.O.C., Jokeren og Outlandish, men krisen udeblev alligevel.

Thi pletskydende skiver fra Suspekt, Søren Strøm, Booty Cologne, Gisli og Marwan var med til at revanchere i fjor, og på falderebet er tiden moden til at give et par af efterårets glemte udspil en chance til. Det er jo jul, det er jo cool.

Dansk Kanye

Lad os begynde med en positiv overraskelse af de større. Jeg plejer at foretrække, når danskere rapper på modersmålet, fordi deres engelsk enten ekkoer påtaget, klinisk, farveløst eller fattigt. Fred Nukes ordforråd imponerer da heller ikke overdrevent, men han fortæller flydende og vedkommende fra sin egen baghave.

Desuden magter Deconstructing Fred (raffineret Woody Allen-reference, i øvrigt) mere end det.

Med en homogen produktion, der læner sig langt ind over Kanye Wests sampleglade, referencepjattede og varmt vibrerende genopfindelse af soulet hiphop, har Fred Nukes skabt et af de til dato mest helstøbte engelsksprogede udspil made in Denmark. Ret godt gået af en plade lavet i et hjemmestudie.

Næste udspil kan snildt ende som en eksportvare, hvis hans stemmeføring og flow i højere grad varieres, og lighedstegnene mellem homogen og monoton forsvinder.

Grumt groovende

Da udgivelserne snublede over hinanden i et usædvanlig hektisk efterår, var Gypsies et af de navne, der urimeligt nok landede nederst i hulter til bulter-bunken. Med gruppens skramlede rock n roll-møder-hiphop-møder-funk, er de blevet kaldt »Gnarls Barkley på syre«, og det er bestemt ikke helt crazy fundet på. Sekstetten groover dog mest af alt som forbillederne i The Roots – når de swinger grummest på en ordentlig spand speed.

Man skal sgisme være en stivstikker for ikke at tanze med, når sekstetten trykker løs med smældende beats, morfende synths og skurrende guitarriffs. Og så giver de fornemme gæsteoptrædender fra det amerikanske Stones Throw-selskab lige Gypsies den sidste snert legitimitet.

Et godt bud på en plade, der fortjener bedre og mere end den nærmest dræbende tavshed, som århusianerne hidtil er blevet mødt med. Øverst i julegavebunken med den. Og det er sådan set en lodret ordre.

Sidste kapitel, tak

Endelig har vi Nemo. Han var også svær at finde.

Det er ellers ikke, fordi han ikke råber op. Eksempelvis om at han har »Danmarks bedste flow«.

Det er nok så meget sagt, men Nemo fra Næstved kontrollerer mikrofonen autoritativt, og han skal nok blive et fermt og fast element på rapscenen.

Noget som en tidens dygtigste producere også mener – Troo.L.S bidrager således både bag knapperne og i vokalboksen.

Vi har altså med et bundsolidt koncept at gøre, men alligevel mangler der noget. Ingen af numrene står rigtigt ud fra hinanden, og det meste er ligesom hørt før.

Nemo må sætte noget mere på spil, også sig selv, som på Dæmoner om en storsvigtende far.

Eller når Kasper Spez stjæler spotlightet på Landsbytossen .

Det er ikke nok at lave et Første Kapitel . Vi vil have en selvstændig historie.

Og Nemo kan sagtens grave den frem.