Jethro Tull, Musikhuset, Århus

**** (fire stjerner)

Efter næsten 40 år med meget lange sange og progressiv rock, er det svært at følge med Jethro Tull. Det gælder ikke kun de mange stilskift men også bandets evigt skiftende line-up, hvoraf kun ét originalt medlem er tilbage, nemlig frontmand, fløjtespiller og sanger Ian Anderson. Et udgangspunkt, der umiddelbart virker ligeså fortyndet og troværdigt som Boney M. Det ville derfor også være nemt at ty til listen over bandets egne forudsigelser om deres musikalske skæbne, Living in the past og Too old to rock n roll, too young to die . Men efter aftenens koncert, viste det sig at være ganske unødvendigt.

Etbenet havenisse

60-årige Anderson var da også koncertens absolutte og yderst veloplagte midtpunkt. Allerede fra starten gav rock-branchens mest succesfulde ørred-farmer/fløjtenist, (og ikke at forglemme passioneret katteven), Ian Anderson, den fuld gas på scenen med en optræden, der mest af alt mindede om en krydsning mellem en gammeldags engelsk hofnar og en sprællende havenisse. Altsammen fint suppleret af rullende øjne og crazy mimik, samt hans vittige kommentarer og karakteristiske et-bens tværfløjtespil, som allerede dukkede op i andet nummer, til publikums udelte begejstring.

Udødelige hits

Aftenens koncert bød på en lang række hits fra Jethro Tulls næsten 250 numre store bagkatalog. Herunder åbningsnummeret  "Some Day The Sun Won t Shine For You", samt de udødelige klassikere Living In The Past , Jack In The Green , Mother Goose og en uforglemmelig version af Bourée . Blandt de absolutte højdepunkter var et 15 minutter langt uddrag af konceptalbummet Thick As A Brick samt ekstranummeret Locomotive Breath . 

Stik ham en gajol

Musikalsk var der ikke en finger at sætte på aftenens koncert. Til gengæld kunne bandets i alt 2500 koncerter, tydeligt høres på Ian Andersons stemme, som desværre ikke længere har samme klang og spændvidde. I visse numre virkede den manglende stemmekraft direkte forstyrrende, i en grad, hvor man fik lyst til at stikke manden en gajol til at smøre halsen med. Måske for at kompensere for den manglende vokal, forsøgte bandets sig med en rearrangeret version af megahittet Aqualung . Men eksperimentet syntes ikke at nå helt i mål hos publikum, som nærmest virkede lettede, da nummeret efter en lang række musikalske omveje, fandt tilbage til originalformen, som man kunne synge med på. 

Amerikansk fejlskud

Aftenens lavpunkt var dog nummeret America , hvor bandet kastede sig ud i en lettere lalleglad tribute til George Gershwins West Side Story og USA, som ifølge Anderson ikke var så dårligt endda . Trods svinkeærinder som temaet fra Dallas og lidt Hendrix guitar-lir, gled nummeret kun modvilligt ned hos et publikum, som tydeligvis ikke delte samme begejstring for USA som frontmanden. 

Jethro Tull spiller onsdag og torsdag i Amager Bio i København.