Big Fat Snake Nu (Copenhagen Records)

Anmeldelse 1 

Nu er virkelig en skuffelse.

Jeg er normalt vild med Big Fat Snake og numre som Bonsoir Madame og Female Voice , for ikke at tale om livealbummet One Night of Sin fra 2003, som er ét stort bevis på, at Big Fat Snake kan lave fede, fede numre.

Men Nu er simpelthen for tynd. Normalt, når man sætter Big Fat Snake på anlægget, så begynder folk at danse. Det gør de ikke med den her.

Jeg ved ikke, hvilken målgruppe de forsøger at ramme, men de skyder med spredehagl og rammer ikke rigtig nogen.

De prøver at lyde storladne, men det er bare ikke stort nok, og så skal man hellere lade være.

Normalt er de gode til ballader, men balladerne rammer ikke. De forsøger at eksperimentere og forny sig samtidig med, at pladen lyder som venstrehåndsarbejde.

De eneste numre, der swinger en smule er duetten med Sanne Salomonsen og Open Wine .

Anmeldelse 2

Af René Fredensborg, refr@avisen.dk

Jeg er stadig overbevist om, at Big Fat Snake er et kopiband.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke har skrålet med på glasklare hits som Bonsoir Madame , Flames og Female Voice , men denne gang er det småt med sing along-faktoren - selv om Danmarks mest folkelige fadølsrockere pludselig er gået fra boogierock til P4-pop.

For allerede på introen Juliet bliver man lang i ansigtet. Hvorfor indlede med et dårligt medley?

Big Fats store fede problem er, at de endnu ikke har lavet en sang, der ikke er lavet før (som oftest af dem selv), og det bliver ikke bedre af, at bandet nu vælger at klæbe sig fast på den klassiske popskabelon.

Det er for pænt og for upersonligt. Og mens Peter Viskinde har fået sat gebis på guitaren, så varierer Anders Blichfeldt flot sit imponerende register.

Særligt cool lyder han på I ll Never Let You Go som en ædru udgave af Tom Waits. Fedt!. Mere af det!