Fem drenge, der er tiltalt for vold og ulovlig tvang begået på Herlufsholm Kostskole, skal idømmes tre måneders fængsel, der kan gøres betinget.
Det siger anklager Johanne Holm i sin afsluttende procedure ved Retten i Næstved fredag formiddag.
- Der er tale om vold og tvang ved en ydmygende og nedværdigende magtdemonstration over for de to forurettede, siger hun.
Hun mener især, at retten skal lægge vægt på forklaring fra et af ofrene, der vidnede i sagen torsdag.
Hun omtaler drengens forklaring som meget troværdig.
I løbet af sagen er det kommet frem, at drengene havde forskellige roller i forløbet, men anklageren mener ikke desto mindre, at de alle skal have samme straf.
- Retten må lægge vægt på, at der ikke er nogen, der har taget afstand. Uanset deres forskellige handlinger og roller i sagen, så har de tiltalte gjort sig skyldige sammen. Det er en fælles handling, siger hun.
Drengene nægter sig alle skyldige og går efter at blive frifundet.
Flere af forsvarerne argumenterer for, at der blot var tale om leg.
- Selvfølgelig er et slag vold. Det kan man ikke komme udenom. Det gør jo ikke, at det ikke kan være sket i leg, siger Niels Lindeborg Jensen, der repræsenterer to af de tiltalte.
Der er også krav om, at retten bestemmer, at drengene skal have deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Det er et uafhængigt nævn, der kan afgøre, at dømte skal udbedre hærværk, lave frivilligt arbejde eller være på en institution.
Der ventes at falde dom i sagen senere fredag.
Forløbet, som de fem drenge er tiltalt for, foregik 31. maj sidste år på kostskolen.
De er tiltalt for at have tvunget to drenge fra 8. klasse til at spise en chip, som en af de tiltalte havde berørt med sine kønsdele, at tvinge en af 8. klasserne til at slikke på en sko og at have givet dem lammere og trælår.
/ritzau/