3 drab og 12 drabsforsøg bliver den 40-årige Peter Mangs tiltalt for af anklagemyndigheden i Malmø. Det står klart, efter at anklagemyndigheden ved Malmø Byret mandag formiddag offentliggjorde en 7500 sider lang efterforskningsrapport.
Ud over de tre drab og drabsforsøgene tiltales Peter Mangs også for ulovlige trusler, skud mod bygninger og ulovlig våbenbesiddelse.
Den 40-årige formodede drabsmand blev anholdt for halvandet år siden, og han har siddet fængslet siden da. Han nægter sig skyldig i alle anklager og har ikke villet tale med politiet eller svare på spørgsmål de seneste 12 måneder.
Den 40-årige formodede drabsmand blev anholdt, efter at Malmø gennem en årrække var ramt af adskillige skuddramaer, hvor enkeltpersoner blev ramt af skud.
I 2010 meddelte politiet offentligheden, at bevismaterialet tydede på, at en enkelt person sandsynligvis stod bag de mange uopklarede skudepisoder og drab, hvilket skabte stor frygt i Malmø.
Anklagemyndigheden siger, at bevismaterialet er omfattende. Adskillige vidner, tekniske beviser, e-mails, sms'er og andet materiale fra elektroniske medier indgår.
Retssagen mod Peter Mangs begynder mandag den 14. maj og ventes at vare til midten af juli.