Anklager Bettina Wøldike kræver fem års fængsel i sag om uagtsomt manddrab, hvor 23-årig mand er tiltalt for uagtsomt at have kørt 46-årige Cilla Olander Johansson ihjel. Det vil være rekord i den type sager.
Det fortæller hun onsdag i Københavns Byret, hvor hun skal argumentere for, at den 23-årige skal idømmes den hårde straf.
- Sagen er blandt de allergroveste, som vi har set, fortæller Bettine Wøldike.
Inden sin procedure har anklageren dokumenteret den 23-åriges fortid, som byder på en stribe domme for trafikforseelser.
Blandt andet er der tale om flere tilfælde af spritkørsel, narkokørsel og kørsel uden førerret.
En straf på fem års fængsel vil blive den hidtil hårdeste af slagsen i en sag om uagtsomt manddrab i trafikken.
Anklageren lægger i sin begrundelse vægt på, at den 23-årige den skæbnesvangre nat i november kørte vildt og voldsomt hele vejen fra Farum til København, hvor ulykken skete.
- Den tiltalte har kørt over for rødt i tre kryds med omkring 100 kilometer i timen på H.C. Andersens Boulevard, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen, siger Bettina Wøldike.
Derudover har det betydning, at den 23-årige var fuld og påvirket af hash.
Den 23-årige har ifølge anklagemyndigheden også været så tæt på at ramme to andre personer på H.C. Andersens Boulevard, hvor Cilla Johansson blev dræbt. Også det bør gøre straffen hård, mener anklageren.
Anklagemyndigheden mener derudover, at byretten bør frakende den 23-årige retten til at føre bil for bestandig.
/ritzau/