Selv om den tidligere sportsdirektør Kim Andersen ikke længere er en del af organisationen i Team Saxo Bank har holdets stjerne Andy Schleck stadig tænkt sig at snakke med ham under Touren, skriver Sporten.dk.
"Kim er som en del af min familie, og jeg vil tale med ham i telefonen, for jeg trænede til denne Tour med ham," siger Andy Schleck til Sporten.dk.
Samtidig understreger stjernen dog, at det er Bjarne Riis, der kommer til at styre taktikken under løbet.
"Sammen med Bjarne har vi lagt en perfekt plan, og i de foregående år har det også været Bjarne, vi har haft til at tale i radioen. Bjarne har holdet, som han gerne vil have det, og han ved, hvordan man vinder Touren. Og jeg mener, vi skal have tillid til ham. Jeg har tillid til ham."
Holdlejer Bjarne Riis tager da også udtalelsen med ophøjet ro.
"Det er vel meget naturligt. Kim har været en stor del af holdet i Tour-forberedelserne, og jeg bestemmer ikke, hvem rytterne taler i telefon med. Men Kim er ikke en del af taktikken, det er alle på holdet klar over og enige om," siger Bjarne Riis.
Dette års Tour de France skydes i gang i morgen med prologen i Rotterdam. Den første store udfordring kommer på tirsdag, hvor feltet skal over de frygtede brosten, som normalt er en del af ruten i forårsklassikeren Paris-Robaix.