Pædagog, danse-instruktør, foredragsholder. Gift med landets tidligere statsminister - som jo også var NATO-boss i en årrække. Og nu teologistuderende på Københavns Universitet.
Det er lidt af en bombe, Anders Fogh Rasmussens hustru, Anne-Mette Rasmussen, i dag smider på Facebook, hvor hun røber, at hun nu kan kalde sig selv stud.theol.
57-årige Anne-Mette Rasmussen er blevet optaget på Københavns Universitet - og lykønskningerne strømmer ind på hendes Facebook-side, hvor hun i går gav et hint om, at der var nyt på vej.
"Sikke en dejlig dag! Nu kan et nyt kapitel snart begynde..........! Jeg glæder mig!," skrev hun hemmelighedsfuldt - og i dag har hun så røbet på det sociale medie, at hun starter på teologistudiet.
Overfor Avisen.dk bekræfter Anne-Mette Rasmussen, at hun nu bliver universitetsstuderende.
"Det bliver spændende, og jeg glæder mig til at starte," skriver hun i en besked til Avisen.dk.
Fuldfører den tidligere statsministerfrue universitetsuddannelsen, vil hun muligvis i fremtiden kunne opleves iført præstekjole og pibekrave. Som kandidat fra teologi kan hun tage et supplerende kursus på Pastoralseminariet og dermed få mulighed for at søge job som præst i folkekirken.
Bliver ekspert i at fortolke biblen
Der venter Anne-Mette Rasmussen nogle spændende år. Ifølge studiebeskrivelsen på København Universitets hjemmeside, kommer hun som teologistuderende til at arbejde med historie, sprog, religion, litteratur, etik, samfund og filosofi. Som det formuleres:
"På teologi arbejder du med religiøse, etiske og eksistentielle problemstillinger på en kritisk og engageret måde. Den teologiske uddannelse giver dig et solidt grundlag for at fortolke de bibelske skrifter, som hører til den vestlige kulturs grundtekster. Gennem studiet får du omfattende viden om, hvordan kristendom og kirke har præget - og er blevet præget af – skiftende tiders mennesker og samfund, og du bliver i stand til at se nutidige problemstillinger i et større perspektiv."
Store karrierespring
Anne-Mette Rasmussen har aldrig været bange for at tage store karrierespring. Hun arbejdede mange år som dagplejemor, og i en alder af 40 efteruddannede hun sig til pædagog.
Efter sin deltagelse i 'Vild med dans' blev dansen hendes store passion, og den dyrker hun endnu. Så det er da muligt, man ser hende på dansegulvet, når de studerende på Københavns Universitet holder fest.