Amnesty kortlægger angreb på civile syrere

Ifølge Amnesty bruger den syriske hær slagkraftige våben i angreb på civile.

Hundredvis af civile, heraf mange børn, er blevet dræbt efter angreb fra den syriske hær den seneste tid.

Det fastslår menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, der har besøgt 26 mindre byer i det nordlige Syrien de seneste uger.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Det er byer, som sjældent bliver besøgt af medier. Vores researcher har været der i 12 dage, og fundet utallige eksempler på bombardementer som er fuldstændigt vilkårlige.

- Det viser, der begås soleklare krigsforbrydelser mod civile i Syrien, siger pressechef i Amnesty Danmark, Ole Hoff-Lund.

Amnesty beretter om civile ofre i det nordlige Syrien, hvor syriske bombefly begår krigsforbrydelser ved vilkårlige angreb på beboelsesområder, mens familier søger beskyttelse i bjerghuler, og indbyggerne føler sig glemt af verden.

Ifølge Amnesty bruger den syriske hær upræcise og slagkraftige våben, som hører til på en slagmark, men som nu benyttes i daglige angreb på beboelsesområder.

- De syriske regeringsstyrker begår krigsforbrydelser ved at bruge våben, som ikke kan styres mod specifikke mål, og som har en stor slagkraft og bred fejlmargin i beboede område, skriver Amnesty i rapporten og fortsætter:

- I alle tilfælde på nær ét var der ingen militære mål eller oprørsstyrker i nærheden af bombeangrebene. Det antyder, at hæren er ude på hævn for at straffe indbyggerne i de byer, der reelt er under oppositionsstyrkernes kontrol, siger Ole Hoff-Lund.

Amnestys researcher Donatella Rovera, der har besøgt Syrien flere gange under konflikten, har bevidnet 166 civile dræbte i landsbyerne i løbet af de 12 dage, herunder 48 børn og 20 kvinder.

Mange steder har regeringsstyrkerne trukket sig så langt væk fra byerne, at oprørerne ikke er i stand til at ramme dem.

Men fra deres positioner uden for byerne udfører regeringshæren, ifølge Amnesty, dagligt bombardementer fra luften eller med morterer og artilleri, der er upræcise og koster mange tilfældige menneskeliv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.