Hvem ville du stemme på, hvis de kendte gik ind i politik?
Det spørgsmål svarede 56.000 amerikanere på hen over sommeren, og den absolut mest populære blev George Clooney.
Faktisk ville 36 procent af de adspurgte amerikanere stemme på Clooney, hvis han stillede op til en politisk post, skriver Wenn.com.
Clooney selv stemmer på præsident Barack Obama, som han også støtter i valgkampen op til præsidentvalget.
Præsident Obama har også fortalt, at Clooney er en af hans personlige venner, som han kender gennem skuespillerens velgørenhedsarbejde i Darfur-regionen i Sudan.
Næst efter "Ocean's Eleven"-stjernen ville 27 procent af de adspurgte amerikanere stemme på tv-værtinden Oprah Winfrey.
Hun har i flere år har blandet sig i toppen af Forbes' liste over de mest magtfulde kvinder i verden sammen med blandt andre Hillary Clinton og Tysklands forbundskansler Angela Merkel.
Oprah Winfrey er også en stor tilhænger af Barack Obama, som hun tidligere har interviewet.
På tredjepladsen over, hvilken kendis amerikanerne ville stemme på ved et valg, ligger endnu en af "Ocean's Eleven"-flokken. 41-årige Matt Damon får 12 procent af de 56.000 stemmer.
/ritzau/