Ikke kun japanerne bekymrer sig om den radioaktive fare fra Fukushima-atomkraftværket.
Også amerikanere er hoppet med på frygt-bølgen. Og det i en grad, at de er begyndt at hamstre og panikindkøbe jodpiller.
Det skriver Daily Mail, der samtidig kan fortælle, at medicinalvirksomheden Anbex, der producerer 14 styks pakker med jodpiller, havde solgt hele deres lager på 10.000 pakker allerede lørdag. Jodpiller kan være med til at modvirke strålesyge, hvis man bliver udsat for radioaktiv stråling.
Panikken blev skabt, efter at formanden for den amerikanske sundhedsstyrelse, Regina Benjamin, var ude at sige, at man skal være forberedt på, at den radioaktive stråling kan tage turen over Stillehavet.
"Dem, der ikke får nogle, græder," fortæller Anbex' direktør ifølge Daily Mail til Wall Street Journal.
"De er skrækslagne," lyder det videre.
Derfor er amerikanerne gået på nettet, hvor de håber at kunne købe jodpiller. Føromtalte 14 styks pakker, som normalt koster 9,99 dollars, bliver solgt for op til 459 dollars på Amazon.com.
Også Geiger-tællere, der kan måle den radioaktive stråling, er blevet revet væk.
"På grund af katastrofen i Japan, har efterspørgslen på Geiger-tællere tørlagt lageret. Lige nu er der simpelthen ikke nok målere til at imødekomme forespørgslerne," skriver Geigercounters.com.
Den vanvittige hamstring sker på trods af, at præsident Barack Obama såvel som en række andre regeringsrepræsentanter har fortalt amerikanerne, at der ikke er radioaktiv fare i USA.
Kilde: Daily Mail