For mange forældre og børn glemmer at spænde selen, når de er på vej til skole. Det mener politiet efter tre uger med færdselskontrol omkring landets skoler.
I de tre uger, hvor skolestartskampagnen stod på, blev 1193 personer stoppet uden sikkerhedssele. Samtidig blev der noteret 282 tilfælde, hvor børnene i bilen heller ikke var spændt ordentligt fast, oplyser Rigspolitiet.
- Der er stadig en mindre hård kerne af bilister, som er svære at få til at ændre adfærd, selv når de kører rundt med deres børn i bilen, siger vicepolitiinspektør Jørn Pakula Andresen fra National Færdselscenter i Rigspolitiet.
I alt blev der standset 13.138 biler under skolestartskampagnen i ugerne 32, 33 og 34.
Samtidig kørte flere for stærkt omkring skolerne. 3.518 bilister fik derfor en bøde for at køre for stærkt i byzonen.
- De øvrige bilister skal huske at vise hensyn, når de passerer en skole, hvor vi kan se, at mange elever kommer cyklende, desværre tit samtidig med at de bruger mobiltelefon eller har høretelefoner på, fortæller Jørn Pakula Andresen.
Fire bilister blev i løbet af de tre uger skrevet for spirituskørsel og 184 for at bruge håndholdt mobiltelefon.